GL. HOLTE

Navnet Holte betyder skov. Holte, det var her, hvor en anonym mand engang i den tidlige middelalder ryddede skoven. Her opførtes senere (Gammel) Holtegaard, hvor ejeren med skiftende succes holdt kro for de vejfarende.

Navnet Gammel Holte kom til i nyere tid, i takt med at landsbyens “aflægger”, villabyen Ny Holte mellem Kongevejen og Furesøen, droppede “Ny” i sit navn.


LAND OG BY

kalvemosen_i-soelleroed_naturpark_200x135Gl. Holte er stadig præget af det landlige, idet de bebyggede områder er afgrænset af dyrkede marker, mindre skovområder såvel som fredede naturområder og Søllerød Naturpark (Rygaard Overdrev), med delvis afgræsning af får. Golfbaner og to større ridehuse ligger ligeledes i dette område.


GL. HOLTEGÅRD

gl_holtegaard_200x135Pragtbygningen Gl. Holtegaard, opført i 1756 af datidens førende arkitekt Laurids de Thurah, rummer i dag kunstlokaler med udstillinger af både national og international kvalitet, samt den permanente arkæologiske udstilling i den tidligere ladebygning, Vedbækfundene.

 

BEBYGGELSE

Den nærliggende bebyggelse er præget af velbevarede, mindre landarbejderboliger i den tidligere landsby.

Forskelligt nybyggeri har dog sneget sig ind i området, bl.a. arkitekten Palle Suensons fornemme byggeri “Gassehaven” fra 1973, hvis navn er hentet fra områdets gamle funktion som indhegning for Holtehusmændenes gæs.