Forside Lokalhistoriske Vandringer - Nærum, del 2

Lokalhistoriske Vandringer – Nærum, del 2


I juli 2020 gik Jimmy Rehak og Jens Bruhn atter en tur igennem Nærum. Denne filmiske spadseretur tager sit udgangs på broen over Helsingørmotorvejen og fortsætter derpå lidt ned ad Rundforbivej, hvor der fokuseres på de bygninger, som tidligere husede Nærum telefoncentral, toldkammeret, posthuset, Nærum Nylon, stearinlys fabrikken og Volvo Sommer.

Frisk går det derpå ned af Nærum Hovedgade forbi stedet, hvor malermester Sørensen havde sin bolig, og hvor Brüel og Kjær senere byggede, forbi det røde hattehus, forbi Nærum Gymnasium, på hvis parcel den tidligere Nærum Brugs lå og en række gamle huse fra 1800-tallet.  Lige overfor gymnasiet på Linde Allé har Rema 1000 til huse i dag.  På dette sted lå Nærum Andelsbageri indtil for få år siden. Her havde virksomheden sit bageri i nogle pittoreske bygninger.

På Hartmann Plads gøres et stop for at se de gode almenboliger i Nærum Søpark og parken med Veo Friis Jespersens omdiskuterede kunstværk for ikke at glemme byens gamle sprøjtehus, den gule længe og Lars Olsens trikotageforretning.

Rask går det op af hovedgaden forbi hattehuset, ”Lindehøj”, og to tidligere forretningsbygninger til Det hvide Palæ dukker op, i dag omgivet af nydelige ældreboliger for ikke at glemme den gamle Nærum Skole fra 1901.

En lille tur op ad Concordiavej bliver det også til for lige at beskue adventisternes kirke og skole inden turen afsluttes ved skovløberhuset, der ligger, hvor Nærum Hovedgade i gammel tid løb ud i Skodsborgvej.

De nutidige optagelser bliver historisk set perspektiveret og beskrives med gamle postkort, så ”vandreren” både færdes i nutid og fortid.

Filmen er taget med håndholdt mobiltelefon, men optagelserne fremstår fornemt og interesserede kan se frem få en fornøjelig og informativ tur gennem Nærum hjemme i stuen.

For teknik op klip står Jimmy Rehak og Jens Bruhn har tilrettelagt udsendelsen.

Efter produktionen er en fejl blevet opdaget.

Torben Bigum Larsen, Trørød, har sendt os nedenstående kommentar for at rette en fejl, for dermed at gøre afsnittet, 12 minutter og 25 sekunder inde i udsendelsen, korrekt – og tak for det.

”Det er ikke hjørnet af Nærumgårdsvej og Hovedgade med Lars Olsens butik, vi ser på postkortet, men derimod hjørnet af Kirkestien og Rundforbivej over for købmand Falkenberg og Højdenborg. Bygningen til venstre er den gamle telefoncentral og til højre guldsmedebutikken Levinsen (som både var urmager og blikkenslager!!). Næste bygning på højre side er fiskebutikken, senere sadelmagerbutik, da fiskemanden (der sjovt nok hed Sildeman) flyttede op i den store ombyggede slagter Milton ejendom i Nærum Hovedgade 50-52. Hvis man kan se noget for enden af vejen, må det være Nærum Kro. Til venstre efter telefoncentralen lå ismejeriet og et gult hus”.

Jens Bruhn
04.10.2020