Søllerød
Søllerød er en af kommunens gamle hovedbyer. Navnet henviser til vikingen Sølves rydning på den skovrige bakketop ved Søllerød Sø.
Omkring 1180 blev sognekirken opført i “Sølves rydning”, og dermed blev Søllerøds navn en gang for alle knyttet til det område, der i mange år hed Søllerød Kommune.
Søllerød er en af Rudersdal Kommunes bedst bevarede landsbyer. Det er dog ikke en bondeby i traditionel forstand, som Høsterkøb, men en landsby præget af 1700-tallets “sommerhuse”, de fornemme palæer og landsteder. Også i dag er Søllerød præget af store villaer af høj kvalitet. Villavejene har et karakteristisk grønt præg med levende hegn, mange store træer og en bebyggelse, der er trukket tilbage fra vejen.
Søllerød Kirke
Ved Søllerød gadekær ligger Søllerød Kirke. Kirken ligger 30 m over Søllerød Sø omgivet af en smuk kirkegård og med den fredede præstegård som nabo. Ligesom Birkerød Kirke er Søllerød Kirke fra middelalderen og dermed en af kommunens ældste bygninger. Sognegården ved kirken er opført af arkitektparret Inger og Johannes Exner i 1992-93 i en slags italiensk renæssancestil.
Søllerød Kro
Søllerød Kro fra 17-1800-tallet ligger over for indgangen til kirkegården, og til den anden side ud til gadekæret ligger det egnshistoriske museum Mothsgården, hvis hovedbygning er fra 1600-tallet.
Mothsgård
Fra 1680’erne og frem til 1719 tilhørte landstedet indenrigsminister Mathias Moth, hvis søster var Christian d. V’s officielle elskerinde. Gården er således opkaldt efter familien Moth. Mothsgården har siden 1. januar 2007 været hovedsæde for Rudersdal Museer. Bygningerne har rummet lokalhistorisk museum siden 1973/74.
Søllerød Sø
Bag kirken og kroen fører den ældgamle hulvej stejlt ned til en gruppe smukke landsbyhuse ved Søllerød Sø. Søen ligger mellem Geels Skov i sydvest og Kirkeskoven i nordøst. Der er bl.a. også adgang til Søllerød Sø fra en sti fra Søengen i vest. Ved Søenge finder man Sundhedspladsen og Hjertestierne, som udgør SundhedsRuten, som er en del af RudersdalRute-universet.
Skove og grønne områder
Søllerød er omkranset af skove Geel Skov, Ravneholm og Kirkeskoven. Området omkring kirken samt Kirkeskoven fungerer som parkområde, ligesom arealerne i tilknytning til Paul Bergsøe kollegiet er frit tilgængelige.
Gravhøje og hulveje i Søllerød
Flere steder i Geel Skov samt ved Ravneholm Skov, som også kaldes “Det Danske Schweiz” på grund af det kuperede terræn, kan I se flere parallelle hulveje langs den nordlige side af Mølleåen. Hulvejene er spor efter menneskers færdsel i skovene igennem tiden. Trafikken dengang har aftegnet sig som dybe nedslidte hulveje. Man finder ofte hulvejene steder, hvor færdslen i gamle dage blev samlet, fx på skrånende terræn eller omkring vadesteder og broer. I kan også se oldtidens gravhøje, som ligger som perler på en snor i en øst/vestvendt række på skræntens top.
Søllerød naturpark
Landskaberne langs Attemosevej er fredede og udgør Søllerød Naturpark, som byder på nogle flotte kig til skovbryn, græsningsarealer og småsøer. Området strækker sig fra Søllerød Kirkeskov i syd til Høje Sandbjerg i nord, der med sine 85 m er et af Sjællands højeste punkter.
Skov- og Naturstyrelsen har udgivet en vandretursfolder om Søllerød Naturpark, der fås på bibliotekerne.